Ro som kerneydelse i psykiatrien?

Jeg har i flere år arbejdet indenfor social-psykiatrien og oplevet mennesker, som har været meget hæmmede af deres sinds vildfarelser, mennesker som har opgivet håbet om at udfolde deres potentiale og træde frem i livet. Med de redskaber ergoterapien har givet mig, har forsøget på at vække motivationen og livsgnisten hos disse mennesker, til tider føltes som et overgreb, snarere end som en håndsrækning.
Jeg har oplevet det meget udfordrende, at arbejde aktivt med disse menneskers iboende ressourcer, idet de for vedkommende selv, har været tilslørede af deres nervesystems ophobninger af stress.

Forudsætningen for en klientcentreret ergoterapeutisk intervention er i mine øjne, at klienten har en god tilgang til at mærke sig selv og den ro, som ligger inde bag muren af stress og spændinger. Denne ro skal have nogle gunstige rammer for at indfinde sig, og det er efter min mening den professionelles ypperste arbejdsopgave at være bærer af denne tilstand af ro. Men da man som medarbejder, særligt indenfor det psykiatriske arbejdsområde, omgiver sig med mennesker, hvis systemer er voldsomt overbelastede, er det praktisk talt noget af en kunstart ikke selv at blive antændt og bevare sin ro i arbejdet. Vi kender efterhånden spejlneuronernes store indflydelse i vores menneskelige samspil. Vi udveksler hele tiden stemningsleje og psykisk energi med de mennesker vi omgiver os med. Men sørger vi for at klæde os ordentligt på, når vi træder ind i et rum, som energimæssigt kan betegnes som et minefelt? Har vi indenfor dette arbejdsområde en model for, hvordan vi passer på os selv, så vi ikke ender med, at blive ‘smittebærere’ af støj og uro og dermed mislykkes med det som må være vores kerneydelse; ‘at hjælpe mennesker med at afvikle uro ved at repræsentere det modsatte’.

Indenfor det etablerede arbejdsmarked har jeg som ergoterapeut fundet det meget vanskeligt at se, hvordan mit spirituelle fokus skulle kunne konkurrere, når bevilgende myndigheder, administratorer, kollegaer og klienter tillægger det stor værdi at kunne evaluere målelige resultater. Derfor har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet, hvordan kan jeg som sundhedsfaglig medarbejder evaluere, hvad jeg foretager mig omkring spiritualitet. Jeg fandt aldrig noget helt tilfredstillende svar på spørgsmålet, og begyndte i stedet at tænke i, hvordan jeg kan skabe et rum for at hjælpe mennesker, hvor spiritualitet og kvaliteter som ro og kærlighed, er de bærende byggesten.

Jeg har nu fundet, hvad jeg betragter som en bæredygtig model for at arbejde med at hjælpe mennesker med psykisk uro. Sindsrobehandler-uddannelsen har  indebåret en dyb personlig process, hvor jeg har afviklet på den personlige støj, som forhindre mig i, at kunne hvile i en tilstand af ro og nærvær. (Læs mere under sindsro menuen)

Om Malene Mogensen

Ergoterapeut, Clairvoyant Healer og Sindsrobehandler.
Dette indlæg blev udgivet i Sindsro, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *